Late at night #2

barn

Det er så mig som 11-12 årig, til min dåb og til fastelavn. Som i kan se, var jeg meget lille og syg.

 

Dette er fortsættelsen på mine indlæg om perioder i mit liv.

Denne periode er nok det tidspunkt, der har været det aller sværeste jeg nogensinde er gået igennem. Og det hårdeste. Jeg sluttede sidste indlæg i min historie, om da min far døde. Hvilket er det værste jeg nogensinde har oplevet. For selvom jeg knap var 8 år, så kan jeg huske det som var det igår. Jeg har en masse minder fra da jeg var lille – ikke ting som andre har fortalt mig, for det er mine minder. Jeg ved andre ikke rigtigt kan huske ham, ud over de ting de får fortalt og jeg ved de ville ønske at de kunne huske noget mere. For hvem vil ikke gerne huske dem man elsker? Men jeg kan så også sige, at det til tider kan være en forbandelse at huske det. For det gør at man meget bedre kan huske hvad man mangler hver evig eneste dag. Jeg kan huske hans stemme, hans knus, hans duft, endda den måde hans skæg føltes på mind kind når jeg fik et knus. Jeg har aldrig snakket med psykologer osv, for det var der ikke mulighed for dengang, men jeg vil så heller ikke snakke om det. Jeg finder de ting jeg kan huske og alt om ham som privat. Det er meget få mennesker jeg nævner ham overfor og endnu færre mennesker jeg fortæller om ham til. Det er ikke fordi jeg ikke kan, altså ja det gør stadig sindsygt ondt, men jeg har bare ikke lyst til at snakke med andre om ham. Nogle gange føles det som om, at jeg så lukker en lille del af ham ud fra mig, hvilket jeg godt ved ikke sker, men det føles ærligt talt sådan. Det er også sådan, så hvis min mor eller andre i familien begynder at snakke om ham, så er jeg ofte gået, for selvom det er 15 år siden, så føles det som igår for mig og jeg kan ikke snakke om ham som de kan. For jeg kan jo godt huske og jeg kan godt forstå at de gerne vil hører om ham – men det har jeg ikke lyst til, for jeg får bare ondt i hjertet af savn af det.. Og det hænger ved i lang tid hver eneste gang. Jeg har intet mod at folk spørger ind til min far eller om hvad han døde af. Så længe de forstår at jeg ikke siger meget om det, men bare svarer kort. Ikke fordi jeg bliver ked af det. Men folk skal huske, at det er noget jeg har holdt for mig selv i 15 år nu.. Og der har indtil videre kun været en person jeg har åbnet rigtigt op for angående min far.

Men året efter det, da blev min mor også syg, hvilket hun stadig er, så hun begyndte at få medicin, men ellers mærkede vi ikke den store forskel, for min mor var allerede hjemmegående. Men self. var det stadig en omvæltning.

Året efter igen blev jeg indlagt. Vi havde i år 2000 været i Paris og jeg spurgte min mor, om det var normalt at det kunne være lidt rødt når man havde været på toilettet.. Og ikke kun for at tisse.. Lige der tænkte hun nok ikke så meget over det, for man kan jo sagtens få en rift osv, hvis man f.eks har haft dårlig mave et stykke tid. Men da vi kom hjem igen, fortsatte det og jeg blev meget tynd, bleg og ja nærmest gennemsigtig. Min læge ville tage en blodprøve, but guess what – hun fik den ikke! Men jeg skulle så have taget en på sygehuset.. Jeg var jo skide bange. Hvilket der nok ikke er noget at sige, da jeg intet godt kunne forbinde med sygehuset (fødsler forbinder jeg ikke med sygehuset).. Men de fik den så og det endte med at jeg blev indlagt. Som 10 årig vejede jeg kun omkring 28 kg og var knogletynd. Uden at suge maven ind, kunne jeg tage hele hånden fat om mine ribben indad. Det var vildt creepy. Jeg var hjemme i weekenderne. Min mor, nabo, bedsteforældre, min gamle venindes mor, min klasselære, samt min bedsteveninde sammen med hendes forældre besøgte mig.. Hvilket nok ikke er forfærdelig mange, når jeg var indlagt i 1,5 måned. Men jeg var glad for at dem der kom, gad at komme for at se til mig. Jeg har også fortalt om alt det med min sygdom i en video, som jeg lavede i foråret.

Det tog mig mange år at komme ovenpå igen, efter at have været så syg. Selv i 8. klasse vejede jeg kun 37,5 kg.. Men jeg satte mine madportioner meget op og på den måde fik jeg taget 13 kg på, på kun 5 måneder. Det har så også resulteret i nogle strækmærker på mine ben, men dem er jeg ikke så kede af mere. For de viser min kamp for at få en normalt vægt, de beviser at jeg gjorde det. Ikke for lægerne på sygehuset eller min mor, men jeg gjorde det for mig. Og det hjalp til at jeg fik det bedre med mig selv.

Jeg er stadig syg. Min mor er stadig syg. Min far er død.

Det er alt sammen en del af mit liv og jeg håber det gav lidt mere forståelse, for hvem jeg er som den person i ser idag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s